Udgivelse af digte på bloggen

Fik du ikke set min sidste performence????
så har du mulighed for at læse digtene her. Håber du får god læselyst og giv gerne ris og ros.

VH Helene Jørgensen

Surrealistisk skygge

Vi bevæger os fra skyggeland

frem toner virkeligheden råt

Alt er gråtoner

men jeg drømmer om bomuld

og at ligge på et skrin af dun

Vi elsker på hvide lagner

men skjuler skyggen for os selv

i et herligt lys af umiddelbarhed

hvor er livet skønt

og skæbnen selvvalgt!

Hvad er godt og skidt?

Hvad er sort og hvidt?

Solen skinner og blænder mig

med dens letpåklædte stråler

Jeg ånder i et suk

Regnen falder på min kind

og lettelsens tåre falder fra mit øje

for jeg ser det nu

Alt er midt i en skumringstid

Solen kan skinne

regnen falde

og midt i den danser vi

på en regnbue af sjælens farver

der spreder glans over livets ord

som vi taler

men det som vi siger

gør os hverken mere eller mindre

end det vi gør

Jeg er som månen

hverken halv eller hel

foranderlig og i evig forandring

af mit fysiske legme

der langsomt forgår

mens mine ord flyver

med vinden

og falder mod jorden

i takt med hjertets rytme

for jeg kan være glad

og ulykkelig

på samme tid

alt dette i et enkelt øjeblik

som fortaber sig i tiden

og langsomt går hurtigere

og hurtigere

ungdommen synes evigt

langt herfra

men i os bor mindet

om livets lyksaglighed

i evige barn-aliteter

Hver dag bevæger vi os

fra lys til mørke

i en stund af sol og nat

og sådan bliver det ved

for evigt

hver dag

Jorden kredser om sin aksel

og jeg om min og din

Vi er planetter på stribe

om et fælles univers

Tillykke med livet

du er en ener

vi deler skæbne

tak for det!

Sorte skæbner

 

Vi taler med splittet tunger

om barndommens lykke

og ungdommens kærligheds kvaler

vi bevægede os ud på et skråplan

da vi troede vi levede for evigt

vi mærker ungdommens pas´se

erfaringernes talte dage, år og årtier

mens nye liv kommer til og forplanter sig i

vores fællesskab i et barnligt øjeblik

mens vi smiler af forventning om nye tider

i en nyere tid

dagene er endnu ikke talte

men udtalte livagtige

døden sniger sig langsomt ind på os

når vi ser nyt blive gammelt

og gammelt blive nyt

det er børnene der ældes

og folk der går bort

kroppens forfald

og de dage der bliver til år

som vi ikke husker

kan vi huske os selv

dem vi var dengang vi dansede om

livets ubarmhjertighed som var den os ukendt

vi troede vi var

men nu er vi i midten af åbenbaringen

af det vi ikke er længere

på en måde dør vi gentagende gange

mens vi skaber os selv

i en ny tid af spildte dage

og mennesker der forsvinder ud af vores liv

og som aldrig kommer tilbage

det er en en tabt tid

og vi er på krigsstien mod alverdens ulykker

omkring os selv

men inden i os findes der endnu mirakler

der gemmer sig som fine perler

der må trækkes op på ny snor

og bøger der må ombindes

fordi de er blevet skrevet om flere gange

vi synger salmer om os selv

og græder tårer for dem der

måtte gå bort alt for tidligt

mens vi strør tryllestøv på himmelen

og trækker nye etiketter på tomme vinflasker

der blev drukket i går

godnathistorier fortælles og er vi heldige

bliver vi lullet i søvn af kommende dage

mens andre lægger blomster på graven

og puster liv i de gamle klude

for danses skal der på min grav!

Hvidt lys

 

Solen oplyser fugerne

og optegner mit livsansigt

her kan du se livet jeg har levet

jeg frisætter mig selv og andre

fra ungdommens forbandelse

og frigiver morfiner med mit ord

jeg har sagt jeg elsker dig så mange gange

ordene er slidte men mente

vi ved vi er blevet gamle

når vi begynder at tale kærligt

på en barnlig måde om alting

der findes intet enten og eller

men et sted derefter

som er ved at indhente os

når ting bliver ubetydelige

og mennesker mere værdifulde

når de er i live end når de er døde

men vi husker som svagpissere

hvordan man elsker og tager oprigtigt

fat om hinanden mens vi krammer

om gammelt kød

vi oplever den lille død

tættere på den store død

og livet synes smukkere end nogensinde

jeg er mit kød

og forgængelig i min umiddelbarhed

mens du smiler til mig

og fortæller de samme historier

som så mange gange før

lyset nærmer sig

gud bliver et spørgsmål om tro

og vi tester hinanden når vi

bevæger os fra liv til død

vi ser dagen blive til muld

og mulden til frø

der spirer med grønne blade

som vores børn plukker

når de skal sige farvel til os

vi sir til dem at livet er en leg

og at de skal nyde livet

mens vi trækker det sidste strå og

vejret besværet og fløjter søde sange

om dem vi har kær

vi nærmer os nærdødsoplevelser

når vi drikker et enkelt glas vin

og bliver rund tosset

sådan går der tid med det

og inden vi får set os om

er det hele omme

så på med hatten

og sving den stok

for nye bjerge skal bestiges

mens verden drejer rundt om sig selv

og forgår og arter som os består

for endnu en stund

i en levende krop

som gør et sidste hop

inden den siger stop

Sort livsnerve

 

Jeg elsker den sorte dystre puls

brokkende bankende i mit røde bryst

en klump af skøn smerte

der formerer sig på afstand

tættere, nærmere sig selv

i sort hul af lykke

danser jeg på dødens ekko

der taler om mit eget sagn

jeg kan høre dem tale

om mig i en fjern fremtid

jeg kan mærke dem danse

og drikke med mig i gabende tomhed

en frihed af løse minder

der pumper os som speed

vi er ungdommens galde

og spænder ben for de gamle damer

vi fylder os med krudt og sprut

og maler os sorte i ansigtet

vi er blikfang

vi trodser ungdommens snilde

og bevæger os mod yderpunkterne

vi bevæger os som zombier

når vi ikke længere kan gå af dødens druk

vi er legende let i trance

over nyhedens pris

og køber på klods hos bedemanden

mens vi dræber dage med glæde

og livsnyderens talte forspildte

men raske glemsel

kommer over os når vi husker intet

fra igår

vi er galskabens milepæle

der danser rundt om byens rødme

og kysser den i blinde

vi kan ikke se os selv

kun et falmet billede af drømmens spor

der trækker os med rundt om morgendagens komme

der smiler til os på en ny dag

mens vi glemmer de dage der gik

natteravnen

Radioavisen kværner ud om endnu mere indvandrerproblematik. Manglende deltagelse i demokratiet, Tænker at jeg ikke har udtrykt mig klart nok. Har ikke set min skrivecoach længe pga dårlig økonomi. Lytter til radioen og tænker at jeg skal blive bedre til at lytte til mig selv. Sidder oppe med smøger, koffeinfri kaffe - ja stadig dårlig nattesøvn, men lysten til at digte lever stadig selvom jeg ikke har blogget længe. Er blevet opfordret til at udgive, så det er jo dejligt at få roser på en bumpet vej. Man er vel stadig en mælkebøtte der prøver at bryde igennem. HJ